Mental trivsel i musikbranchen
Som en del af musikproducenternes arbejde med at styrke mental trivsel i musikbranchen lanceres nu anden sæson af det målrettede uddannelsesforløb ’Mental Balance i Musikbranchen’.
I starten af året deltog 18 ejere, ledere og medarbejdere fra danske musikselskaber i pilotprojektet ‘Mental Balance i Musikbranchen’. Kurset, der er muliggjort med musikproducenternes blankmediemidler fra Copydan KulturPlus, er et af musikproducenternes konkrete initiativer inden for mental sundhed og trivsel.
’Mental Balance i Musikbranchen’ er udviklet specifikt til ledere og nøglemedarbejdere i musikbranchen. Fokus er at skabe balance i den mentale, sociale og fysiske sundhed, så medarbejdere kan identificere relevante problematikker og hjælpe med at forebygge forskellige stresstilstande.
I løbet af et 10 dage langt uddannelsesforløb, får deltagerne således værktøjer til at identificere stress, angst, misbrug og depression hos kolleger og kunstnere. Ud over det fysiske kursus, modtager deltagerne supplerende onlineundervisning. Deltagerne opnår en certificering i at anvende Human Support Balancemetoden, som en del af uddannelsen.
Ifølge Søren Krogh Thompson, direktør for Playground Music og bestyrelsesmedlem i MPO, adresserer kurset ’Mental Trivsel i Musikbranchen’ en væsentlig udfordring i at forebygge mental mistrivsel i musikbranchen:
Kurset er blevet udbudt til alle musikproducenter gennem MPO, IFPI og DUP og er udviklet i samarbejde med det erfarne konsulenthus Human Support. Human Support har omfattende erfaring med stressforebyggelse og mental trivsel i erhvervsliv, sport og kultur.
Hvem kan søge?
Som direktør eller HR-ansvarlig på et musikselskab, kan du på vegne af én (eller potentielt flere) af dine medarbejdere eller ledere ansøge om optagelse på uddannelsesforløbet ud fra følgende kriterier:
- Kandidaten er interesseret i forløbet og har mulighed for at prioritere og deltage i det
- Kandidaten er en nøglemedarbejder med artistrelationer (A&R, productmanagement, booking m.v.) eller en leder, som vurderes at have stor nytte af forløbet personligt såvel som at kunne spotte udfordringer med mental mistrivsel internt og hos artister.
Tilmeldingsfrist
Tilmelding sker via e-mail til jr@humansupport.dk senest tirsdag d. 10. september 2024. I ansøgningen bedes du give en kort beskrivelse af din(e) kandidat(er). Afhængig af interessen, kan det blive nødvendigt at udvælge kandidater efter hvem, som først har indsendt deres ansøgning. Tilmeldingen sker derfor efter ”først-til-mølle”-princippet.